Foredrag og debat på den gode gamle måde i et par timer fortalt frit fra leveren og ansigt til ansigt uden brug af power-point og anden teknologi, der alligevel aldrig fungerer, som den skal!
Hvordan politik bliver til på Christiansborg er et ironisk, kærligt causeri om, hvordan Folketinget i virkeligheden fungerer, når der er slukket for mikrofonerne og tv-projektørerne.
Undervejs stifter vi bekendtskab med nogle politiske koryfæer og hører om embedsmændenes, journalisternes og spindoktorernes roller.
Den politiske situation netop nu er som titlen fortæller en helt aktuel opdatering af det politiske billede, men med et billede sat i perspektiv både historisk og fremadrettet.
Foredraget indeholder en gennemgang af de mest betydende forslag, der er til politisk debat, og en situationsbeskrivelse af hvert partis aktuelle tilstand og placering fra liste A til liste Å. Ikke nørdet med uforklarlige tal eller med brug af politikernes alt for ofte orwellske nysprog, men forklaret på almindeligt dansk, så alle kan være med.
EU’s historie og vores undtagelser begynder med fortællingen om en fransk cognacsælger, der bliver sendt til England for at lære briterne at drikke andet end whisky. Han ender med at grundlægge EU.
Historien er et studie i interessekamp og demokratiunderskud og slet ikke så kedelig, som man skulle tro. Undervejs hører vi om de danske forbehold, om unionen, der aldrig bliver en rigtig union, Brexit og andre aktuelle fortrædeligheder på vejen mod et forenet Europa.
Den danske Grundlov er en af verdens korteste. Vi får fortællingen om, hvordan den blev til i 1848-49, hvad de 4.000 ord betyder i dag, og hvordan den undervejs er ændret. Et spændende politisk spil mellem revolution og reaktion, mellem oplysningstidens humanisme og kirkens rolle som magtfaktor i samfundet.
Hvad står der i Grundloven – og hvad står der ikke i den? Hvad mangler, og hvad er tiden løbet fra? Mange mener, at Grundloven må være på flere bind, og så fylder den kun fire sider. Det er loven, som alle bør kende, men som de færreste har læst.
Historien om den storsvindlende justitsminister er den fantastiske fortælling om P.A. Alberti og hans tid. Det er tiden omkring 1900, hvor vi får den første demokratisk valgte regering, hvor Venstre bliver splittet og Det Radikale Venstre opstår.
Det er også historien om en af vores største statsministre gennem tiderne, Venstremanden J.C. Christensen, men først og fremmest handler det om stjernejuristen og justitsministeren P.A. Alberti, der endte sine dage med at blive kørt ned af en sporvogn efter at have bedraget bønderne for millioner og tabt det hele igen på guldmineaktier.
Store kvinder i dansk politik hvor vi begynder med en balletdanser, der gjorde det godt, hvor vi møder den første kvindelige minister, den mandhaftige og pernittengrynede Nina Bang – ekspert i toldregnskaber – og bevæger os over Helga Pedersen, Bodil Koch, Lis Groes og Ritt Bjerregaard for at slutte af med Pia Kjærsgaard og Mette Frederiksen.
– Danmark på randen af revolution
Hvad var det lige, der skete politisk for 100 år siden i det hektiske forår i 1920, hvor Sønderjylland kom tilbage til Danmark, hvor Christian 10.s trone vaklede, og hvor kongen var enevældig igen i 27½ time?
Den dramatiske fortælling om genforening og påskekrise fører os til Versailles, hvor de fire store ledere fra 1. Verdenskrig forhandler fred. Vi er på Hotel Flensburger Hof i Flensborg, hvor tre diplomater skal trække grænselinjen mellem Danmark og Tyskland, og vi er på Christiansborg, hvor Christian 10. afskediger regeringen Zahle under noget, der ligner et nationalistisk kupforsøg iscenesat af chefen for Forsvarets Efterretningstjene Erik With med støtte fra en garvet politiker som Venstres J.C. Christensen.
Venstre fylder i 2020 som Danmarks ældste parti 150 år. Men Venstre er mere end et parti. Det er et stykke særegen dansk kultur af betydning for, hvad det vil sige at være dansk. Ingen andre steder er det dominerende ikke-socialistiske parti liberalt eller liberalistisk.
I virkeligheden kan Venstre skrive sin historie tilbage til før demokratiet. I virkeligheden burde Venstre slet ikke hedde Venstre. I virkeligheden har Venstre været mere end et parti, nemlig folkebevægelsen bag foreningsdanmark. Gennem årene har Venstre budt på mange paradokser, dramatiske udskejelser og store politikere. Det er ikke uden grund, at formanden til tider benævnes høvding.
Følg denne urkraft i dansk kultur og politik gennem Kaare R. Skous kærligt-ironiske portræt fra Christen Berg, der spiste ansjoser med fingrene, til nutidens Jakob Ellemann-Jensen.
Er der noget mere træls end en uengageret mødeleder til en paneldebat? En, som slet ikke formår at dele sol og vind lige, som ikke er inde i stoffet, og som ikke er nysgerrig på tilhørernes vegne. Undgå det.
Vælg en professionel med erfaring fra adskillige radio- og tv-debatter, fra store vælgermøder med hundreder af tilhørere til mere intime og fra konferencer både i offentligt regi og i foreninger og organisationer.
Har I en idé til et aktuelt politik emne, et spørgsmål i tiden eller til et hjørne af den politiske historie, I gerne vil høre om og diskutere, så kontakt mig.
Jeg kan designe Jeres eget foredrag inden for de områder, som jeg ved noget om.
Hvis I har nogle spørgsmål eller forespørgsler er I meget velkomne til at skrive til mig.